Kenneth Oestergaard

Kenneth Oestergaard

Efter at have undersøgt diverse alternativer til vadefiskeriet - herunder kajak og flydering - faldt valget på en pontonbåd. Der fandtes billigere alternativer for at blive flydende, men jeg ønskede ikke at gå på kompromis med hverken funktion eller kvalitet, hvorfor jeg valgte en Speedster fra Anderson. Den er hurtig at rigge til og den er meget stabil på vandet - også når der er gang i søen. Rækkevidden er stor: 10 km tur/retur med årerne som eneste fremdrift er intet problem en hel sommerdag på vandet. Den er nem at navigere med både årer og finner, dertil kommer, at det har vist sig at være væsentligt nemmere at komme tæt på fiskene end ved vadefiskeri, hvor lyde lettere forplantes i vandet ved f.eks. vadning på stenbund. Ved forsigtigt at bruger finnerne, når der ikke lige blæser 10 ms, kan båden let positioneres, hvor fisken er inden for kastehold. Netop dét har givet en del fisk. Når fiskene har vist sig enten helt fri af vandet eller med en hvirvel i overfladen, har det altid været muligt at nå dem og uden at skræmme den. Derudover er det med båden ikke nødvendigt at lade sig styre af vandstand - der er altid fri adgang til både første, anden og tredje revle med mulighed for at fiske kanterne af badekarrene effektivt. Jeg har dags dato haft pontonen i lidt over 2 år og har været glad for den efter dag 1. Det tog dog lige en enkelt tur før motorikken var i stand til at bruge finner og årer effektivt. Jeg ville ikke være foruden båden i dag!